Mine værdier

”Struktur, tydelighed og faste rammer, med fasthed i princip, men smidighed i udførelse”:
Jeg er meget engageret, ansvarsbevidst og pligtopfyldende. Jeg arbejder systematisk og grundigt, men er også meget fleksibel ifht. den konkrete opgave.

Jeg er god til at overholde deadlines og nå målet, men samtidig er det vigtigt for mig, at processen er god og respektfuld for alle parter, både børn/unge, forældrene og de mange fagpersoner, der kan være involverede.

Jeg foretrækker at arbejde med størst mulig grad af åbenhed, og jeg er generelt meget anerkendende og ressourceorienteret i arbejdet med andre.

Jeg sætter stor pris på tværfagligt samarbejde, og et generelt åbent og dialog-baseret fællesskab, hvor alle uanset faglighed eller ståsted bidrager ligeværdigt;

Jeg ser styrke i vores forskellighed og vores forskellige perspektiver, for ingen kan løse alt alene, kun sammen kan vi skabe det bedste.

Jeg aldrig bange for at være tydelig og sige min mening og stå fast når det er nødvendigt – særligt, når det handler om at være “barnets advokat”.

Psykolog Tina Øllgaard Jensen sidder ved sit skrivebord med en rapport

omMin passion

Trivsel i hjertet!
Jeg har altid brændt for og været optaget af “trivsel”, både hos børn, unge og voksne. Da jeg i sin tid begyndte at læse psykologi, havde jeg en ide om, at det var det arbejds- og organisations-psykologiske felt jeg skulle arbejde i. Men da jeg kom ud i “virkeligheden” blev det PPR, der fangede mit hjerte:

Jeg synes, at intet andet psykologisk arbejdsfelt spænder SÅ bredt, og stiller SÅ store krav til både generalist- og specialistkompetencer som PPR; det kræver naturligvis stor viden om børn og unges udvikling – både den “normale” og den “problematiske”, men det kræver den tilsvarende viden om de voksne, da det oftest er igennem de nære voksen, man bedst kan hjælpe et barn. Det kræver naturligvis også stor viden om læring (den pædagogiske psykologi ), men i lige så høj grad viden om arbejds-og organisations-psykologiske forhold, da man arbejder med fagprofessionelle på mange organisatoriske niveauer.

Alt dette skal man både kunne “skille ad” for at forstå, hvilke problemstillinger, der kan være på spil, men man skal også kunne skabe de rette tiltag, for at skabe de nødvendige ændringer. Derfor er det bl.a. nødvendigt at man holder sig opdateret på en meget lang række felter i fht behandling, pædagogik, psykiatri m.m.m. – kort sagt; så skal man være specialist i at være generalist.

Sidst, men ikke mindst – så er arbejde indenfor PPR-feltet et psykologisk håndværk, der bedst læres og udvikles i praksis og i tæt dialog med alle de forskellige mennesker man samarbejder med – derfor bliver jeg aldrig træt af dette felt.

Min vision

Igennem alle mine år i feltet har jeg alt for ofte set eksempler på, at hjælpen til børn og unge i mistrivsel kom for sent – eller at hjælpen ikke var den nødvendige, men den mulige.

Jeg har set alt for mange eksempler på at børneliv – og dermed en hel families liv er blevet lagt i ruiner og at gode ressourcer i barnet og familien er blevet slidt op.

Jeg har også oplevet utallige eksempler på at børn, unge og familier i mistrivsel er faret vild i alle de forskellige systemer – og alt for ofte bruger forældrene timer og dage på at jagte hjælp alle mulige forskellige steder, men alt for ofte møder de lukkede døre, eller ”det vil/ kan vi først hvis…”

Når tidlig forebyggende indsats ikke altid er muligt i det offentlige system, så står Freelance PPR Psykolog klar som alternativ.

Visionen for Freelance PPR Psykolog er derfor at bidrage til, at børn, unge og deres nære voksne kan få hurtig og rettidig hjælp – og at man derved undgår at en problemstilling vokser sig stor og ødelæggende.

Min mission

Det er min lille beskedne mission med Freelance PPR Psykolog, at skabe et hidtil uset alternativ til de familier og skoler/institutioner, der ellers føler de løber panden mod “system-murene” – ja, det koster, men i det mindste er det en anden mulighed.

“Be the change you want to see in the world“
(M. Gandhi)

PPR er traditionelt et kommunalt arbejds- og opgavefelt, og repræsenterer derfor skiftende tiders lovgivninger, samfundsmæssige prioriteringer osv. Der er rigtig mange måder at organisere og tilrettelægge PPR-arbejde på – og der er lige så mange måder at drive PPR-praksis på, som der er kommuner i Danmark. Du kan sandsynligvis læse mere om PPR i din kommune på kommunens hjemmeside. Læs mere om hvad PPR er.

I løbet af mine år i PPR har jeg, på tværs af kommuner og regioner, været vidende til flere generelle tendenser indenfor PPR-feltet: En evig ressourcekamp resulterende i følgende:

Afmagt og frustration mellem samarbejdspartnere; skoler og institutioner oplever, at de ikke får den hjælp af PPR, de har brug for/ønske om. Frustration og afmagt, der ofte breder sig ud i den enkelte skole/institution mellem ledelse, personale og evt. til forældre- og børnegrupper.
PPR-medarbejderne skal stå på mål for, at både ministerier, regioner, kommuner, skoler/institutioner og familier har holdninger og ønsker til hvad PPR-medarbejderne burde levere af ydelser – men der er ikke tilsvarende opmærksomhed på, hvor ressourcerne kommer fra, eller hvad det så er PPR-medarbejderne ikke skal i stedet for. Resultatet er, at PPR desværre slider mange op – især nye psykologer fordi det er et slidsom felt at være gate-keeper i.

Stadig faldende serviceniveau til slut-brugerne – børn, unge og deres familier: Med reference til ressourcemangel får “det muliges kunst” stadig vanskeligere vilkår i praksis; skoler/institutioner kan ikke levere den ønskede indsats til barnet/eleven – PPR kan ikke støtte tilstrækkeligt op om indsatsen – sundheds-systemet presses af udrednings- og behandlingsgarantier, og mange steder indføres stadig mere rigide og bureaukratiske systemer, der har til formål at dæmme op for borgernes stigende efterspørgsel på hjælp og indsatser. Resultatet er desværre alt for ofte, at forældre går forgæves efter hjælp, eller sendes rundt imellem forskellige systemer, der hver for sig forsøger at få det bedste ud af de ressourcer de nu engang er tildelt.
En værdi-kamp, hvor synet på, hvem der “er problemet”, hvem der “har ansvaret” og hvem, der “skal betale” hele tiden spilles ud imod hinanden:
1. Er det barnet, der har et problem? Og hører det så til i skole eller hjem? Og hvem har så ansvaret?
2. Er det skolen/institutionen, der har problemet? Og er det så skolen/institutionen selv, der “skal tage sig sammen” – eller er det børne-synet, den er gal med?
3. Er det forældrene, der har problemet? Enten ved at se noget som skole/institution ikke ser, eller ved at forældrene ikke “leverer” som skoler/institutioner ønsker det; det kan f.eks. være, fordi forældrene har “for få” ressourcer til at tage hånd om deres barn, eller “for mange” ressourcer og dermed måske stiller store krav?
4. Er det kommunen, der skal tage ansvar for og betale for indsatsen?
5. Hvor, hvornår, hvorfor og hvor langt går ansvaret for regionens afdelinger (herunder f.eks. Børne og Ungdomspsykiatrien)?

Set i lyset at af alle parter (PPR-medarbejdere, personale på skoler/institutioner, sundhedssystemet, børn og forældre m.fl.) på forskellig vis er spundet ind i samfunds-tendenser om stadig mere tempo, præstations-pres, inklusions-dagsordner og besparelser, så er de voksnes overskud under stort pres. På den baggrund ser jeg, at det alt for ofte bliver vores børn og unge, der bliver symptom-bærerne; børn og unge har ofte ikke noget valg ift. deres livsomstændigheder;

Det er ikke børnene, der vælger hvilke skole/institution de går i, og om personalet har tid og viden til at yde det bedste.
Det er ikke børnene, der vælger om forældrene arbejder lidt eller meget, bliver skilte eller døjer med egne psykiske vanskeligheder som f.eks. depression eller angst.
Det er ikke børnene, der vælger om de voksne har tid og overskud til at se, høre og forstå dem.

Jeg tror, at det er en kombination af mange forskellige faktorer, der er en vigtig årsag til, at vi i disse år ser et stigning i mistrivsel hos vores børn og unge – den tendens der i årevis har været for voksne med stigning i angst, depression og stress har spredt sig til vores fremtid: børn og unge.

Det kan vi gøre bedre – nogen må gøre noget!

Vi kan måske ikke revolutionere samfundet, men vi kan godt gøre en forskel, der gør en forskel.
– Det er missionen for Freelance PPR Psykolog!