Stadig flere børn og unge mistrives og stadig flere ender med at får en psykiatrisk diagnose.
Hvad er en psykiatrisk diagnose?
En psykiatrisk diagnose dækker over, at former for adfærd optræder i en grad, så det har en væsentlig indflydelse på barnets/ den unges daglige liv og funktion:
Diagnostiske kriterier dækker over mange former for almindelig menneskelige adfærd/ træk, men, som tilsammen optræder i en grad, der bliver meget problematisk for personen.
Eks.: Alle mennesker oplever angst indimellem, med det er først hvis man har så meget angst, at man ikke længere kan fungere i sin dagligdag, at man i “diagnostiske termer” lever op til diagnosekriterierne.
I Danmark bruger man WHOs diagnosekriterier (beskrevet i ICD-10 – det kommer en ny ICD-11 i 2021).
Du kan læse meget mere om diagnoser på Psykiatrifondens hjemmeside.
De mest almindelige diagnoser som jeg møder i mit arbejde i fht børn og unge er beskrevet nedenfor.
OBS:
Mange af disse adfærdsformer ses hos helt “almindelige mennesker” også – ligesom de også kan være tegn på helt andre vanskeligheder.
Vær derfor opmærksom på, at det at stille en psykiatrisk diagnose er et alvorligt og kompliceret anliggende – Man bør aldrig diagnosticere uden at have foretaget en grundig faglig vurdering – og det er en opgave for fagpersoner er med særlig viden herom!
Adhd:
Adhd (attention deficit and hyperactivity disorder) er det man ofte kalder en opmærksomhedsforstyrrelse – i “gamle dage” “DAMP”.
Det dækker over at man har vært ved at fastholde sin opmærksomhed på opgaver eller aktiviteter, har svært ved at huske hvad der er blevet sagt eller følge en instruktion og man kan have svært ved at tilrettelægge en opgave eller aktivitet. Hertil kommer at man har svært ved at bremse sine impulser; man har svært ved at vente på tur, afbryder andre når de taler, kan ikke vente med at svare på spørgsmål til det er stillet, eller kommer generelt til at fremstå med manglende situationsfornemmelse, fordi man har svært ved “at styre sig”. Man oplever også udpræget grad af motorisk uro; man har svært ved at holde sin krop i ro; det kan være hænder eller fødder der konstant er i bevægelse, at man sidder uroligt, har svært ved at blive på sin plads, at man er urolig og “dimsende” – det kan også være som en generel indre følelse af “uro”.
Mange børn og unge henvises til PPR eller psykiatrien med mistanke om adhd – men ofte viser det sig, at “adhd-adfærden” dækker over andre vanskeligheder – men hvor uroen, koncentrationsproblemerne og den manglende impulskontrol bliver “symptomer” på andre problemstillinger.
Add:
Add (Attention deficit disorder) er “den stille adhd”; dvs man er primært påvirket i fht sin opmærksomhed, men man ikke oplever den motoriske uro.
Det er ofte en type vanskeligheder, der opdages relativt sent i barnets liv; fordi mange af disse børn fremstår “stille og artige” – men mange af disse (- ofte unge piger) har i mange år kæmpet en kamp med at følge med. Mange unge ender derfor med at udvikle depressive symptomer, som er det, som får omgivelserne til at reagere.
Autisme:
ASF (autisme spektrum forstyrrelse) – i daglig tale autisme – kaldes en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, og dækker over forskellige grader af vanskeligheder – heraf begrebet “autisme-spektrum-forstyrrelse”. Graden af forstyrrelse hænger sammen med hvor påvirket individet er i fht hver af de 3 “kerneområder”; socialt samspil – kommunikation – begrænset/ stereotyp/ repetetiv adfærd: Hvor ét individ med ASF stort set intet sprog har og ikke kommunikerer med andre, så har et andet individ i “den anden ende af spektret” måske et meget veludviklet og avanceret sprog, som måske endda kan være svært for mange “neuro-typiske” at følge med i. Hvor nogle personer med ASF er meget konkrettænkende og ikke har humor, så kan mange andre have meget fine og finurlige former for humor. Fælles for dem alle er, at de har en “kvalitativ anderledes måde” er være i verden på – der er ofte mange fordele men bestemt også mange ulemper.
Børn og unge med ASF fremstår ofte lidt “skæve”:
Socialt samspil: Handler om evnen til at indgå i de (ofte uskrevne) sociale spilleregler i samvær med andre mennesker. Individer med ASF kan sagtens være meget sociale og have lyst til at være sammen med andre og have venner – men for mange, så opstår der ofte “rod i relationerne”, måske ikke direkte konflikter – men der kan være mange ting i samværet med andre, der er svære eller direkte udtrætter – fordi man pga ASF-problematikker må bruge rigtig meget mental energi på at være med og være en del af fællesskabet. Det kan også være at man har svært ved at finde mening i forskellige sociale aktiviteter som fx fællessang – fordi man ikke forstår hvad det betyder for menneskers samvær og trivsel – det kan være svært at se en mening med rigtig meget af det “neuro-typiske” mennesker gør, siger og synes – og det kan skabe mange konflikter, stress og mistrivsel.
Kommunikation: Handler både om sproget; ikke bare ord og sætninger – men i hjere gad om hvordan det bruges i hverdagen (pragmatik). Meget kommunikation er også nonverbalt – dvs handle rom at vi mennesker læser hinandens sind vha ansigtsudtryk, tonelejer, kropssprog m.v. Her kan mennesker med ASF være p åhårdt arbejde fordi der kan være svært se se og tolke på hvad andre mennesker gør (og hvorfor?) – og mange med ASF kan selv have en nedsat mimik/ gestik, så man kan være svær for omgivelserne at aflæse.
Begrænset/stereotyp/repetetiv adfærd: Handler om at mennesker med ASF kan være lidt “rigide” – det kan være at man finder ro og tryghed i at udføre de samme bevægelser igen og igen – i meget markante tilfælde kan det være at baske med hænderne/ at sidde og rokke eller pille ved noget bestemt. Det kan være at man har en særlig interesse (se nedenfor) som man finder en helt særlig ro i. Det kan at éns interessefelt er meget begrænset og man kun kan tale om det, der optager en selv, og ikke har øje for at andre ikke deler ens interesser.
Interesser: Mange personer med ASF har “særinteresser” – dvs at man har noget som man går rigtig meget op i, men ofte på en lidt anden måde end “neuro-typiske” – mange er lidt mere “nørdede”. Man tænker ofte “særinteresser” som at kunne huske togtider, huske fly o.lign. tekniske detaljer. Men særinteresser kan se ud på mange andre måder: det kan være at man ved rigtig meget om bøger, hvilke forlag noget er udgivet på, og hvilke kunstnere der har lavet forsider til hvilke optryk.
Sansemotorik: Mange personer med ASF oplever at være meget følsom på forskellige sanser; det kan være at man er meget følsom overfor lyd, det kan være at skarpt lys opleves meget ubehageligt, det kan være at man kun kan holde ud at have blødt, løst bommuldstøj på o.lign.
Det kan også være at man er lidt “klodset” fordi man har svært ved at mærke sin krop. Det sansemotoriske stiller ofte en meget stor og over overset rolle i fht trivslen som personer ed ASF – og mange konflikter kan dreje sig om sansemotoriske udfordringer.
Opmærksomhed: Mange med ASF kan fremstå lidt distræte – eller direkte uopmærksomme; det kan ofte hænge sammen med at personen lever lidt i sin egen verden.
Der er over de seneste år sket en stor stigning i antallet af børn og unge (og voksne) der får stillet af ASF-diagnose. Det er mit indtryk, at dels dækker denne udvikling over en stigende opmærksomhed på ASF – særligt øget opmærksomhed på, at ASF hos piger ofte har en lidt anden udtryksform end hos drengene – gør at mange pige i dag (måske mere korrekt?) får stillet denne diagnose.
Jeg tænker dog også, at den øgende diagnosticering af ASF kan kobles op på udviklingstendenser i vores samfund; de stadig stigende krav til at indgå i og mestre mange komplekse sociale sammenhænge men stadig mindre rollemodeller – stiller mange børn og unge i en sårbar position.
Angst:
Alle mennesker oplever angst – det er en sund om naturlig reaktion på en oplevet trussel, og det opstår hos de fleste børn som en del af den naturlige sunde udvikling.
Der findes mange former for angst; fra generaliseret angst, hvor man er bange for og bekymrer sig om alt – til de specifikke fobier, hvor der er bestemte ting/ situationer, der gør en angst.
Man taler om “angst” som en psykiatrisk lidelse, hvis angsten forekommer i en sådan grad, at man er hæmmet af den; hvis man er så bange for at blive syg, at man isolerer sig fuldstændig – hvis man er så bange for at mor eller far skal komme noget til, at man holder op med at gå i skole og hele tiden vil være tæt på dem o.lign.
Der findes i dag mange gode behandlingsformer og ofte er “Cool Kids“-behandlingsprogrammet lige det, der giver børn og deres voksne de fornødne værktøjer til at genfinde en god hverdag uden at være styret af angsten.
For mange børn og unge så kan angst også være et symptom på andre vanskeligheder.
Depression:
Depression findes i flere grader; fra den lette over den moderate til den svære depressive tilstand. Depression er generelt karakteriseret ved følelser af nedtrykthed, nedsat lyst/ interesse og nedsat energi/ trætbarhed. Hos mange børn og unge kommer de depressive symptomer måske til udtryk som vrede, konfliktadfærd, indadvendthed, isolation, ændringer i spise- eller søvnmønstre, begyndende brug af rusmidler o.lign.
Depressive symptomer er ofte noget at det, der får de voksne til at reagere på et barn eller unges mistrivsel – i sin mest alvorlige form kommer det til udtryk som selvskadende adfærd eller ønsker om at begå selvmord.
Det er min erfaring, at depression hos børn meget ofte hænger sammen med langvarige bastninger – dvs at den depressive tilstand ofte er “et symptom” at at barnet” den unge igennem lang tid har været stresset. Derfor kan grundig afdækning af flere forhold i barnets liv være vigtige for at kunne sætte ind med den rette hjælp.
Kognitive vanskeligheder:
Meget mistrivsel hos børn og unge skyldes forskellige grader/ varianter af kognitive vanskeligheder. Vurdering af kognitive styrker/ vanskeligheder laves bla. pba. testning med forskellige psykologiske tests – hvilke tests der bruges vil afhænge af problemstillingen – men ofte bruges Wisc-tests.
– Normal intelligens:
Intelligens (IQ = intelligens = begavelse) dækker over vores kognition. Kognition handler om den måde vi hver især sanser verden omkring os på – hvordan vores hjerne bearbejder disse input- og hvordan vi omsætter det i handlinger i verden. Så IQ siger altså noget om, hvordan vores hjerner fungerer – og dermed kan IQ sige noget om, hvad der er hhv nemt eller svært for os i vores hverdag.
Normal IQ ligger i området 85-115 (ca 69% af befolkningen) – mens ca 15 % vil have en IQ over 115, og tilsvarende ca 15 & vil have IQ under 85.
Selvom man har en IQ indenfor normalområdet, så kan man sagtens have nogle “kognitive skævheder” – der i praksis kan give udfordringer. Alle hjerne er unikke og vi er alle “lidt skæve” – men nogle børn/ unge har hjerner, der fungerer mere skævt og som derfor kan give dem problemer i hverdagen.
Når det er sagt, så kan et barn/ en ung aldrig alene forstås som “et tal” – man kan ikke beskrive et menneske alene ud fra et IQ-mål!
– Specifikke kognitive vanskeligheder:
Man taler om specifikke kognitive vanskeligheder, når der kan konstateres specifikke områder, hvor man har påfaldende store vanskeligheder, der i betydelig grad påvirker ens funktion. Det kan fx være at man er rigtig god til sprog, men at kæmpe udfordringer med rum/retning. Det kan også være at man har relativ lang latenstid, dvs man har lige brug for at “tygge på noget”. Nuancerne er rigtig mange – og der er ofte sådanne små individuelle kognitive nuancer, der kan skabe store problemer i hverdagen og ofte i skolesammenhænge.
Ordblindhed og talblindhed er andre former for specifikke vanskeligheder, der kan give store problemer med skolegang og dagligdags funktoner. Man kan også have specifikke udviklingsforstyrrelse af sprog eller tale, af motoriske færdigheder m.v.
Mental retardering:
Mental Retardering omhandler forsinket eller mangelfuld udvikling af individets samlede funktioner i fht intelligens og sproglige, motoriske og sociale færdigheder. Vurderingen baseres på måling af intelligens (ud fra en standardiseret intelligenstest) sammenkoblet med en samlet funktions-vurdering og det mere samlede kliniske indtryk. Det er altså ikke “bare” et spørgsmål om hvor lavt man scorer i en IQ test – det samlede funktionsniveau skal være påvirket.
Man bruger følgende kategorier:
– Anden mental retardering: IQ-område 85-70. Nedsat kognitiv funktion – Inferioritas intellektualis – beskrives begavelse under normalområdet, men over mental retardering – giver ofte en del udfordringer i hverdagen, men kan trænes og udvikles så en tilnærmelsesvis grad af normal alderssvarende funktion kan opnås.
– Lettere mental retardering: IQ-området 69-50. Her er ofte tale om indlæringsvanskeligheder i skole, men mange kan på sigt og med støtte komme til at klare sig på arbejdsmarkedet og socialt.
– Moderat mental retardering: IQ-området 49-35. Her er der ofte tale om udtalt udviklingsforstyrrelse, hvor der er behov for en del stærre for at kunne lære at klare sig.
– Svær mental retardering: IQ-området 34-20. Her er der behov for vedvarende støtte og hjælp.
– Mental retardering af sværeste grad: IQ under 20 – er er tale om massiv nedsat funktion, der kræver vedvarende og omfattende pleje og støtte.
Stress:
Der findes ikke en “officiel diagnose” der hedder “stress”. I diagnostisk sammenhæng kan man tale om “belastnings-kategorier”; Belastningsreaktioner; hvor man over langt tid har oplevet meget stor belastning. Kan være over kortere eller længere tid – og af mere eller mindre traumatisk karakter – i den mest langvarige og belastende kategori er “PTSD” – post traumatiske belastningsreaktion.
Tilpasningsreaktion, hvor man som individ er mere sårbar i fht at tåle og håndtere belastninger.
Det er min erfaring, at rigtig megen mistrivsel hos børn og unge er en form for “stress”; det kan være at barnet over kort eller ofte meget lang tid har været i meget belastende livsomstændigheder, fx med for høje krav i skole og hjem.
Det kan også være at barnet har nogle “iboende” udfordringer, som fx uopdaget add eller asf, der gør, at det er svært at leve op til omgivelsernes krav og forventninger.
Rigtig meget af denne mistrivsel afhjælpes bedst ved at alle parter – barnet/ den unge selv – forældre og andre nære omgivelser får hjælp til at finde ud af, hvor det er “skoen trykker”, og derfra kan man finde de løsninger, der er brug for, for at afhjælpe/ kompensere for eller reducere belastningerne.
Særlig sensitivitet:
“Særlig sensitiv” er ikke en formel diagnose, og der er ikke videnskabelig evidens for at det findes som en afgrænset psykiatrisk diagnose. Alligevel har begrebet vundet stor udbredelse hos mange voksne, fordi det har givet en form for forklaring på, hvordan et barn/ ung eller ens selv har det.
Det er min praktiske erfaring, at den type adfærd der ofte beskrives under kategorien “særlig sensitiv” ved nærmere undersøgelse viser sig at dække over psykiatriske vanskeligheder af en helt anden karakter. Når man får lavet en mere uvildig faglig vurdering af barnets adfærd og behov, så giver det meget ofte anledning til nogle pædagogisk-psykologiske anbefalinger, som kan hjælpe barnet i langt bedre trivsel.
