Som udgangspunkt er jeg meget stor fortaler for inklusion – fordi man i hjem, skoler og institutioner bør repræsentere et samfund, hvor der er plads til os alle, uanset vores nuancer.
Derfor synes jeg også, at man skal gå langt i bestræbelserne på, at det enkelte barn/unge kan komme til at trives og udvikles i det almene miljø – eller så tæt på som muligt.
Men – i nogle situationer kan man bare ikke skabe de rammer og vilkår, som individet har brug for her og nu, og så er man nødt til at kigge efter alternativer – den vigtigste indikator for mig er således ikke så meget om konteksten kan rumme barnet – men mere om barnet kan rumme konteksten:
For nogle elever, så er inklusion i det almene miljø absolut det bedste og det mulige. For andre børn, så er der behov for “eksklusion” får at man kan inkluderes i et mere specialiseret tilbud”.
For nogle elever, så kan en kortere periode i et specialiseret tilbud “løfte” tilbage til god trivsel og udvikling.
For mange elever med vanskeligheder, så kan problemerne derimod vokse sig gradvist større efterhånden som eleven bliver ældre og kravene til den unges selvstændighed, tempo og abstrakt problemsløsning stiger – og efterhånden som også de sociale sammenhænge bliver tiltagende mere komplekse. I sådanne tilfælde er den bedst løsning måske specialiserede tilbud på længere sigte.
Uanset hvad, så mener jeg, at man bør tage stilling i hvert konkret tilfælde om, hvad der er bedst for barnet; både på den korte bane – men også i et længere udviklingsperspektiv.
