Jeg mener at “psykiatriske diagnoser” ligesom alle andre sociale begreber er et “værktøj”;

det er aldrig bedre end de hænder, der bruger det!

Jeg er ikke tilhænger af, at man ikke bør tale om en persons vanskeligheder, udfordringer og styrker/ressourcer. Jeg mener, det kan blive kunstigt og forstilt, hvis vi ikke kan “kalde en skovl for en skovl”. Hvis man har autisme, ADHD eller mental retardering, så har man bare andre forudsætninger for nogle ting end andre mennesker – og jeg mener, det er respektløst ikke at anerkende dette. Vi ville jo aldrig undlade at anerkende en person, der ikke kan se, som “blind” og lade som om, det bare er noget, vi kan tale os udenom.

På den anden side er et menneske altid andet og meget mere end “sin diagnose”.

I de rette sammenhænge kan “en diagnose” være en hjælpsom måde for individet og omgivelserne at få et fælles sprog og en fælles forståelse, der kan give alle bedre handlemuligheder.

Men uanset hvad vi kalder – eller ikke kalder – noget, SÅ BØR EN DIAGNOSE ALDRIG BLIVE EN UNDSKYLDNING! …. Ikke for barnet/den unge, men særligt ikke for de voksne!

Uanset hvilke udfordringer/begrænsninger vi ser hos et barn eller en ung, så venter voksenlivet for dem alle.

=> Vi har som voksne en pligt til at klæde vores unge så godt på som overhovedet muligt.

Den opgave bliver stadig større, jo flere vanskeligheder barnet/den unge har – men det fratager aldrig de voksne ansvaret.

Udredning og evt. diagnosticering kan derfor for mange børn/unge og deres voksne være en god og nødvendig hjælp til at forstå, hvad det er, der skaber udfordringer for den enkelte. Men vigtigst af alt kan denne forståelse guide alle parter til, hvilke strategier, kompensationer eller udviklingspunkter man i fællesskab skal have særligt øje for, så der kan skabes bedre trivsel og udvikling.

For flere oplysninger om de diagnoser, jeg oftest møder i mit arbejde, se her.

Læs evt. mere om psykiatriske diagnoser på Psykiatrifondens hjemmeside.