Freelance PPR Psykolog er etableret på et fundament af passion for at bidrage til at skabe bedre liv for børn, unge og deres voksne.
Rundt på hjemmesiden kan du læse om nogle af mine værdier, holdninger og tanker omkring forskellige temaer – holdninger og meninger som er mine og mine alene – de links og referencer der måtte henvises til, kan ikke stilles til ansvar for min brug af dem.
Jeg blev uddannet som psykolog fra Århus Universitet i juni 2009. Her skrev jeg bl.a. speciale om “Psyko-socialt arbejdsmiljø i den pædagogiske verden”, da jeg var nysgerrig på, hvad de voksnes trivsel betyder for børnenes trivsel.
Jeg opnåede autorisation som psykolog i januar 2012.
Jeg er generelt optaget af “trivsel“, både for børn og unge, men også for de voksne – både forældre og lærer/pædagoger/ledelse, der er så afgørende for børn/unges udvikling.
Jeg har hele mit liv på forskellig vis arbejdet med børn, unge, familier samt dagtilbud/skoler (kommunale og private) og ungdomsuddannelser.
Jeg har stor erfaring med den “systemforvirring”, som familierne ofte bliver fanget i. Som fagperson og som mor til børn med “særlige behov”, så kender jeg fra flere vinkler alt til den slidsomme proces, det oftest er, når ens børn/ familien ikke trives, og jeg kender alt til, hvor vanskeligt det kan være at finde rette hjælp til rette vedkommende på rette tidspunkt.
Mine mange år i PPR gør, at jeg kender alt til de udfordringer skoler og institutioner står overfor, når personale og ledelse skal lykkes med at skabe bedst mulige udviklings-betingelser for børn/elever, og jeg har indgående kendskab til de mange forskellige systemer, som man skal samarbejde med.
Jeg har særligt fokus på det tværfaglige samarbejde omkring barnet for at sikre, at barnet og familien får den optimale hjælp.